På Dybt Vand
Et spil for kajakroere om hændelseshåndtering

Hvad handler På Dybt Vand om?
I er samlet rundt om spillepladen der viser et kort over det område I færdes i. Spillet guider jer frem til et scenarie, der består af en tur-rute og detaljer om vejr- og vandforhold. Afsted det går, og I nyder at være på kajaktur.
Men så sker det! Noget går galt for en eller flere roere i gruppen, og turen kan ikke fortsætte før I har løst problemet.
I er på dybt vand - hvordan kommer I sikkert videre?
Jeres opgave er at finde en løsning, der får situationen under kontrol. Det kræver både ledelse og samarbejde, og sammen bringer I gruppens viden og ressourcer i spil. Måske går det legende let - lige indtil en overraskelse opstår, som I også skal tage højde for.
På Dybt Vand kan spilles som et klassisk brætspil på land, hvor I får gode snakke om kajaksikkerhed. I arbejder kreativt og i fællesskab, og bruger gruppens erfaringer og viden. Hvis I også vil øve jer i hændelseshåndtering på vandet, kan spillet bruges til at skabe en elegant kobling mellem viden og teori, og de praktiske øvelser.
På Dybt Vand giver dig mulighed for at facilitere diskussioner og guide deltagere til bedre kajaksikkerhed. Deltagerne lærer hinanden bedre at kende, når de bidrager med deres erfaringer, holdninger og observationer.
Spillet kan bruges på land og i kajakken
På Dybt Vand er målrettet kajakroere, turledere og instruktører, og alle erfaringsniveauer kan være med, fordi spillet tager udgangspunkt i deltagernes erfaringsniveau.
På Dybt Vand kan bruges på land og til træning i kajakkerne. På land samles I rundt om spillepladerne til inspirerende og lærerige snakke om kajaksikkerhed. Når I er klar til at prøve løsningerne i praksis, kan scenarierne fra spillet tages med på vandet. Det giver jer en pædagogisk metode til at øve hændelseshåndtering, gøre jeres sikkerhedsrutiner effektive og dele jeres erfaringer.
Prøv På Dybt Vand i jeres klub
Få besøg i jeres kajakklub af Hanne og Tue der har udvillet På Dybt Vand spillet.
Book et tre-timers klubarrangement, hvor vi kombinerer spil, refleksion og samtaler, og få svar på spørgsmål som "Hvordan skaber I en stærk klubkultur omkring kajaksikkerhed – og holder den levende og relevant over tid?"
Til Kajakinstruktører
På Dybt Vand kan:
- Aktivere et stort hold deltagere samtidigt.
- Inddrage og motivere deltagerne til at dele erfaringer.
- Spilles på land, som teoriundervisning.
- Bruges til at forberede de øvelser I skal lave på vandet.
- Skabe en praktisk forståelse for turleder-huskeremser, hændelseshåndtering og navigation.
Målgruppe: Kajakroere, turledere og instruktører. Spillet fungerer uanset hvilket kajak-uddannelsessystem der bruges.
Til Kajakklubber
På Dybt Vand kan:
- Give inspiration til emner, der kan tages op i klubbens træning.
- Skabe en fri og uformel måde at snakke om sikkerhed.
- Styrke klubbens sikkerhedskultur gennem viden og træning
- Udfordre jer til at tænke nyt og anderledes om sikkerhed.
- Udvides med spilleplader der dækker klubbens lokale rovand og de de områder I skal på fællestur i.
Målgruppe: Instruktører og kajakroere fra begynderen til den meget erfarne. Spillet fungerer uanset hvilket forbund klubben er med i.
Onlinefællesskab: Som ejer af På Dybt Vand kan du oprette din adgang til spillets online-fællesskab hvor du kan få svar på spørgsmål, finde mere viden om hvordan spillet kan bruges og dele dine erfaringer med andre På Dybt Vand entusiaster.
Lige nu er lageret udsolgt, så vi har ikke På Dybt Vand til salg.
Den oprindelige produktion var på 200 eksemplarer. De fleste er solgt til kajakklubber og kajakinstruktører på det danske marked, så du kan prøve at spørge i dit kajaknetværk om der er klubber som har et spil du kan låne.
Du kan også booke en klubdag hvor vi (spiludviklerne) kommer på besøg hos jer og medbringer eksemplarer af spillet.
Det endelige komplette spil kommer i en æske der er lige til at tage ned fra hylden. Æsken kommer til at indeholde følgende
- Spillevejledning der forklarer de forskellige måder spillet kan bruges
- 8 Spilleplader
- Terning og spillebrikker
- Et vindstyrke-kort
- 6 Gruppe-kort
- 46 Hændelses-kort
- 13 Vejr-kort
- 7 Komplikations-kort
- 19 Overraskelses-kort
Ja: På Dybt Vand kan udvides med hændelser og spilleplader der målretter det til andre bådtyper: Kanoturen på en å eller så, Stand Up Paddle (SUP)-aktiviteter, Surfski træning og downwind-ture.
De første udvidelse er allerede tilgængelig: Den er målrettet til kajaksurf (havkajakker og surfkajakker i bølger).
Vi har et stærkt ønske om at opbygge et online-fællesskab hvor spil-ejerne kan dele ekstra udvidelser og "booste" hinandens spil og være medskabere på udvidelser. Sammen kan vi gøre På Dybt Vand endnu bedre!
På Dybt Vand er udviklet af kajakinstruktører. Ideen, der startede det hele, blev delt af Charlotte Greve i Havkajakroernes facebook-gruppe. Den blev afprøvet i Holstebro og Hjarbæk, og udviklet videre i samarbejde med Hanne Bak og Tue Olesen.
De første prototyper af det færdige spil blev testet på danske kajaktræf og i klubber i sommeren 2022, og den videre udvikling til et færdigt produkt står Hanne og Tue for.
En stor tak til Charlotte Greve for at dele den oprindelige ide, og en stor tak til alle jer der har været med til at teste prototyperne af spillet og give feedback. Uden jeres hjælp var det ikke lykkedes at nå så langt!

“Som spiller får man mulighed for at høre fra roere med mere erfaring, og det føles ganske naturligt at stille spørgsmål, fordi man taler sammen om noget konkret. ”
- Maiken
Spiltester, sommer 2022

“Det er godt at scenarier bliver lavet ved hjælp af så mange forskellige tilfældige udfald.”
- Helle
Spiltester, sommer 2022

“Spillet giver god træning i at vurdere vejr og forudsætninger kombineret med rutevalg og bevidsthed om hvad vi kan gøre for at minimere risikoen.”
- Peter
Instruktør, efterår 2022
På Dybt Vand er udviklet med støtte fra


